Flyvergraven på Drejø
Hvad der skete den 16. maj 1944:
Under en mineudlægningsoperation den 16. maj 1944 blev ”Lancaster” LL 963 nedskudt og styrtede i havet ca. 1 km sydvest for Avernakø Hoved. Alle 7 ombordværende omkom. 3 forsvandt i havet, mens 4 flyvere blev fundet og begravet henholdsvis på Avernakø, i Åstrup, Faaborg og på Drejø.
Beretningen om David Howells begravelse:
Den 25. juni 1944 ilanddrev liget af David Howells ved Drejø Skov. Næste dag blev der foretaget ligsyn af sognefoged Rasmus Henningsen, politiassistent Strømvig fra Svendborg og en tysk militærlæge, der sammen med 2 tyske soldater var ankommet til øen.
Tilsyneladende efter at det legale ligsyn var foretaget, ringede politiass. Strømvig til sognepræst Mogens Blum og spurgte, om han ville foretage den engelske flyvers begravelse på Drejø kirkegård. Det ville sognepræsten meget gerne, men kun hvis han måtte være i ornat, hvorefter den tyske militærlæge kom til telefonen. Han meddelte sognepræsten, at det var i orden, men at der til begravelsen kun måtte komme de mænd, der var nødvendige for at forrette jordfæstelsen. På spørgsmålet om sognepræsten måtte medtage sin kirkesanger, svarede tyskeren, at det måtte han.
Midt på eftermiddagen den 26. juni 1944 var enelærer og degn Erling Køster i gang med dagens undervisning for de yngste klasser i skolen, da overhøringen blev afbrudt af en ung pige, der bragte det bud fra pastor Blum, at degnen omgående skulle give møde iført sin kirkebeklædning.
Mens Køster spekulerede på, hvilken kirkelig handling, der forestod med så kort varsel, gav han skolebørnene fri og ilede til det aftalte mødested, snedkerens hus, hvor pastor Blum stod i ornat.
Ude fra Skoven kom kort efter en arbejdsvogn kørende med sognefogeden som kusk. På vognen lå liget af en druknet engelsk flyver, som man i første omgang ikke kendte navnet på, efterfulgt af den danske politiassistent og tyskerne.
Kirkeværgen var også blevet underrettet og havde udpeget et gravsted på kirkegården, samt tilkaldt ringeren og 2 mand, som gravede graven. Lærer Køster fremskaffede en kiste fra snedkeren.
De 2 tyske soldater undersøgte liget for at finde et identifikationsmærke, de fandt intet, men derimod en ring, hvori var indgraveret bogstaverne ”DH”.
Efter i hast at have fremskaffet en buket blomster, der blev lagt på flyverens bryst, førtes kisten til graven, hvor 10 mand overværede begravelsen.
Pastor Mogens Blum beretter herom:
”Den tyske militærlæge var en nobel og venlig mand. Hans adfærd bidrog til, at den engelske
flyvers begravelse, som foregik efter den danske kirkes almindelige skik, for mig er kommet til at stå som et godt minde”.
Uddrag fra: Anders Bjørnvad ”Faldne Allierede flyvere 1939-1945”
Et mindesmærke blev rejst:
Efter krigen satte The Commenwealth War Commission det officielle RAF-jernkors på graven over David Howells.
Jernkorset er nu opbevaret i kirketårnet.
På Drejø blev der efter befrielsen samlet ind til en sten på graven. Ved en mindehøjtidelighed 5. maj 1947 blev stenen afsløret af gårdejer Carl Julius Pedersen, der sammen med pastor Mogens Blum holdt mindetalen. Det fortælles, at Carl Julius blev så nervøs, da det blev hans tur, at han rent glemte, hvad han skulle sige – men det reddede pastor Blum.
Til mindehøjtideligheden deltog lærer Erling Køster sammen med alle skolebørnene og mange Drejøboere. På alm. kladdepapir havde børnene skrevet sange fra ”Danmark Frit” 1945: bl.a. ”En lærke letted og tusind fulgte”, af Mads Nielsen, som blev omdelt og sunget ved graven.

Inskription på stenen lyder:
HER HVILER ENGELSK FLYVER
SERGENT I R.A.F. HOWELLS 11022739
FALDEN I KAMP FOR FRIHEDEN
BEGRAVET 26.6.1944
VILDE JEG TAGE MORGENRØDENS VINGER
VILDE JEG BO VED DET YDERSTE HAV
SAA SKULDE OGSAA DER DIN HAAND
HOLDE MIG FAST
REJST I TAKNEMLIGHED

Da krigen sluttede:
Da budskabet om befrielsen nåede Drejø, tog lærer Køster spontant skolebørnene med til flyvergraven. I spidsen bar de skolens fane. På vejen derned blev pastor Blum adviseret, og sammen holdt de en kort mindetale med en tak til den faldne flyver.
Lærer Køster berettede siden ”Vi gik ned til ham, der var den eneste vi ”kendte”, der havde været med til at kæmpe også for Danmarks frihed”.


En tradition blev skabt:
I årene fremover blev det en fast tradition, at skolebørnene hvert år den 5. maj gik i optog til flyvergraven med skolens fane og blomster efterfulgt af mange Drejøboere.
Da Drejø skole lukkede i 1991 besluttede daværende præst, Jens Th. Hansen at fortsætte traditionen. Selv om det lige siden har været uden skolens fane, går øboerne stadig til flyvergraven med blomster.
Den tradition har Drejøs efterfølgende præster ønsket at bibeholde, så længe der blandt øboerne er interesse.
